For alle os der endnu aldrig helt har lært de mange taktiske muligheder der skal til for at lede et hold til sejr i eksempelvis Madden NFL 12, har den aldrende NFL Blitz-serie været det eneste reelle alternativ - en problematisk situationen da serien ikke er blevet opdateret siden 2003.
Nu bekræfter EGM dog at serien bliver givet nyt liv og at det denne gang er EA Tiburon der står for udviklingen.
Der skulle blive budt på en dybere spiloplevelse denne gang, hvor indtjeningen af de såkaldte "Blitz Bucks" vil lade dig opgradere dit hold, samt låse op for masser af hemmeligheder. Yderligere vil der også være mulighed for at spille mod vennerne online, deltage i "Blitz Gauntlet" (flere kampe i streg) og opsætte ens egne ligaer.
Spillet skulle være klar i starten af 2012, og vi håber blot at EA kan tilføje arkadeklassikeren den samme magi som de har formået at drysse over NBA Jam-seriens nyeste kapitler.