Der er selvfølgelig gået utallige rygter om Grand Theft Auto V siden Rockstar Games annoncerede spillet i sidste uge. Blandt andet rygter om hvor det foregår, at vi kommer til at spille som flere figurer og meget andet. Nu har et medlem af forummet 4Chan lagt en masse oplysninger om spillet ud.
Ifølge rygterne skulle Grand Theft Auto V foregå i San Andreas i 2012, og hovedpersonen er en latinamerikaner ved navn Adrian. Man starter i Los Santos, nærmere bestemt i dine rivalers (Varrios Los Aztecas) territorium, efter du er blevet røvet og slået ned. Meget af historien skulle omhandle penge.
Ifølge oplysningerne vender multiplayer tilbage med nye spiltyper, co-op-historie og online-spil for op til 32 spillere på konsol, og 64 på PC. PC-versionen skulle angiveligt komme samtidigt med konsol-udgaven, og det er Rockstar Leeds, der står for konverteringen. De er for nylig blevet færdige med L.A. Noire. San Andreas indeholder samme byer som før, der dog er blevet større og mere detaljerede.
Om noget af det passer ved vi ikke, men kilden siger også, at traileren, der skulle udkomme i denne uge, er ét minut og fire sekunder lang. Vi må se om han har ret...