Vi havde armene i vejret, da den første Grand Theft Auto V-trailer, der havde præmiere i går, lod til at bekræfte at serien vendte tilbage til staten San Andreas.
I dag er der så tikket en pressemeddelelse ind med den officielle annoncering af spillet. Og selvom der ikke er mange konkrete detaljer, lader det til at det nye GTA-spil ikke kommer til at dække hele det område, vi så i Grand Theft Auto: San Andreas.
Her står der nemlig, at Grand Theft Auto V foregår i "byen Los Santos, de omkringliggende bakker, naturområder og strande". Samtidigt kalder Rockstar spillet for det største og mest ambitiøse, de nogensinde har skabt.
Rockstar-grundlægger Dan Houser kalder endvidere spillet "endnu en radikal genopfindelse af Grand Theft Auto-universet".
Rockstar bekræfter også at Grand Theft Auto V vil have online multiplayer, men nævner ikke flere detaljer. Pressemeddelelsen siger heller ikke noget om hvilke platforme, spillet udkommer på.