Bruger flere penge på F2P-MMO'er

Stor vækst i forhold til sidste år
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2011-11-09

Amerikanske spillere har i år brugt 24 procent flere penge på free-to-play-MMO'er end de gjorde sidste år, siger analysebureauet NewZoo. De forventer at spillerne vil bruge $1,2 milliarder (6,5 milliarder kroner) på gratis-MMO'er i år.

Samtidigt siger firmaet, at 47 procent af alle penge, amerikanerne brugte på MMO-titler i år, blev brugt på free-to-play-titler, sammenlignet med 39 procent sidste år. Det tilsvarende tal for Europa er 53 procent, for Japan 51 procent, mens det i de fremvoksende markeder skulle være hele 59 procent.

Dertil siger NewZoos CEO, Peter Warman, til Gamasutra, at lukningen af Lego Universe skal ses som en advarsel til resten af MMO-branchen.

"Det bliver stadig vigtigere for MMO-udviklere og udgivere nøje at overveje hvilke titler, de vil udgive i hvilke territorier, og hvordan de tilpasser spillet til lokale præferencer, herunder de indtjeningsmodeller der fungerer bedst", siger han.

"Nylige afskedigelser og Lego Universes pludselige død er alvorlige advarsler til MMO-branchen. Succes afhænger i høj grad af hvordan MMO-selskaberne udvider deres unikke gameplay og IP over andre spilplatforme, især de mobile".

DC Universe Online er for nylig skiftet til en free-to-play-model.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage