Det kan godt være at PC-folket må vente på Assassin's Creed: Revelations lidt længere end deres konsol-brødre, men i det mindste kan de glæde sig over, at spillet ikke vil benytte Ubisofts meget udskældte DRM-løsning, der kræver konstant forbindelse til nettet.
Det er Rock, Paper, Shotgun, der har fået den glædelige melding direkte fra Ubisoft. I stedet for den emsige DRM, som mange tidligere Ubisoft-spil har benyttet, kræver spillet en online-aktivering første gang, man starter det op, og herefter kan man spille offline som man lyster.