Er Origin Wii U's online-del?

Tæt samarbejde med EA, siger rygter
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2011-11-15

Nintendo arbejder angiveligt tæt sammen med udgiveren EA omkring online-tjensten til deres kommende konsol Wii U, og der er endda en chance for at EA's Origin-tjeneste bliver integreret med konsollen.

Det skriver WiiUGo på baggrund af oplysninger fra en praktikant hos EA.

Ifølge siden arbejder Nintendo tæt sammen med EA i udformelsen af tjenesten. Den skal blandt andet byde på stemme- og videochat, leaderboards og detaljerede vennelister, men samtidigt tilbyde udviklere og udgivere meget mere fleksibilitet end Xbox Live.

Samtidigt skulle EA og Nintendo være i forhandlinger om at gøre EA's Origin-tjeneste til en integreret del af online-oplevelsen på Wii U. Nintendo skulle angiveligt være på udkig efter en stærk vestlig partner, der forstår hvordan man gør en online-tjeneste tiltrækkende for vestlige spillere, da Nintendo ønsker at genopbygge sit forhold til det vestlige publikum.

Ifølge WiiUGos kilde skulle Nintendo også være i snak med Valve om at integrere Steam med Wii U, men EA er angiveligt meget opsatte på at få en aftale i hus, da det kunne give Origin en fordel over for Steam.

Der er endnu kun tale om rygter, der skulle stamme fra en anonym praktikant hos EA, men det lyder interessant, især i lyset af hvor tit EA offentligt har givet opbakning til konsollen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage