Selvom det tog studiet bag Sonic-filmen to forsøg at få greb om et solidt design til hovedkarakteren, så endte den store Hollywood-filmatisering af den ikoniske spilmaskot med at blive en stor succes i biograferne verden over. Faktisk var successen så stor, at filmselskabet Paramount øjeblikkeligt gav grønt lys til en efterfølger.
Og noget tyder på at det vil gå en del hurtigere for efterfølgeren at dukke op på biograflærrederne end den første film. Det er nemlig blevet afsløret, via IGN, at filmen allerede har en konkret premieredato, nemlig d. 8 april 2022.
Det vil altså sige at produktionen snart går i gang, og vi ved allerede at stemmen bag karakteren, Ben Schwartz, vender tilbage som Sonic. Det forventes også at instruktør Jeff Fowler tager sig af efterfølgeren.
Kunne du lide den første?