Hvis man stadig kan huske at have haft en Commodore 64 eller Amiga stående på værelset, vil man måske også kunne huske platformsspillene om ægget Dizzy, der måtte så grueligt meget igennem for at gennemføre de mange eventyr hvor han var stjernen.
Det var engelske Codemasters der stod for Dizzy-spillene, og han kan vel nok siges at have været det tætteste udvikleren nogensinde kom på at have deres egen konkurrent til eksempelvis Mario eller Sonic.
Nu tyder alt på at den engelske udvikler er klar til at finde helten frem igen, og på siden Eggcitingnews kan man således finde billedet vi også har brugt i nyheden her. En officiel afsløring skulle være klar i morgen.