Ufatteligt kedeligt spil nu på mobil

Desert Bus på iPhone og Android
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2011-11-24

Tilbage i 1995 planlagde tryllekunstnerne Penn & Teller at udgive et spil til Sega CD, der hed Penn & Teller's Smoke and Mirrors. Spillet var en samling af små minispil, hvoraf et af dem, kaldet Desert Bus, har fået ry for at være et af verdens kedeligste og sværeste spil.

Og hvorfor så det? Jo, fordi spillet går ud på at køre en bus fra Tuscon til Las Vegas i realtid, en tur der tager otte timer. Gennemfører man turen, får man ét point. Der er ingen trafik, og strækningen går ligeud hele vejen - til gengæld trækker ens bus konstant til højre, og man kan ikke pause spillet. Kører man af vejen, bliver man hentet af en kranvogn og kørt tilbage til Tuscon - også i realtid. Omkring fem timer inde i turen splatter der en flue ud på ens forrude.

Avs. Som sagt skulle spillet oprindeligt udkomme på Sega CD, men Desert Bus er netop udkommet til både iOS og Android. Det sker i anledning af Desert Bus For Hope-indsamlingens femårs jubilæum. De samler hvert år penge ind til Child's Play ved at livestreame en maraton-spilning af Desert Bus.

Vil du også prøve Desert Bus, kan spillet findes på App Store og Android Market. Hvis du har tænkt dig at køre den lange tur fra Tuscon til Las Vegas, anbefaler vi at du sætter din telefon i opladeren, så du ikke løber tør for strøm, og sætter din telefon i airplane-mode, så du ikke får forstyrrende opkald - da spillet som sagt ikke kan sættes på pause.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage