Animal Crossing: New Horizons har solgt over fem millioner fysiske eksemplarer i Japan alene

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-07-30

Der findes moderate successer, så findes der store successer, og så findes der Animal Crossing: New Horizons. Spillet udkom lige i starten af Coronavirusudbrudets indtog rundt omkring i verden, og repræsenterede måske lige præcis den ro som mange forbrugere ledte efter. Om ikke andet stod det klart på selve udgivelsesdagen at dette ville blive et af de helt store Switch-spil til dato.

Men det beskriver faktisk ikke præcis hvor stor en salgssucces spillet har været. For at forstå det kan vi vende os mod en artikel i japanske Famitsu (via GamesIndustry), hvor det fremgår at spillet, alene i Japan, har solgt fem millioner fysiske eksemplarer.

Ja, det er kun fysiske eksemplarer, og det er kun i Japan. Famitsu skriver at det betyder at Animal Crossing: New Horizons har solgt fem gange så mange fysiske eksemplarer i landet som det andet mest populære spil i år, Final Fantasy VII: Remake.

Hvad det internationale samlede salgstal er? Det må være... højt.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage