Næste års CES-messe kommer til at foregå digitalt også

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2020-08-02

En af de største messer hvert eneste år på tværs af hele kloden er CES, eller Consumer Electronics Show, hvor verdens største forbrugerelektronikproducenter fremviser nye produkter. Det er ikke bare afgørende for verdens producenter af gaming-udstyr, men alle former for forbrugerelektronik, og der samles tusindvis af besøgende, journalister, og andre for at se alt det nyeste nye i Las Vegas hver januar.

Men CES 2021 kommer til at være lidt anderledes. Fordi at COVID-19 ikke umiddelbart lader til at gå nogen vegne lige foreløbig, særligt i USA, så bliver CES 2021 helt digital, ligesom vi blandt andet har set med Gamescom i år.

Consumer Technology Association (CTA) har afsløret, at CES 2021 vil foregå online, og her vil deltagende blive tilbudt "a front-row seat for groundbreaking announcements and insights from the world's tech leaders completely online."

Det vides ikke om producenter vil møde lige så talstærkt op til dette digitale event, og vi kunne let se nogle spillere køre med deres egne digitale begivenheder i stedet, ligesom vi har set i spilbranchen.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage