Vi har tidligere fortalt om Indie Royale, der er et tiltag hvor forskellige indie-spil samles og sælges til en pris som du kan være med til at holde i bund, ved at betale en smule mere end den gennemsnitspris som andre har betalt.
Nu er den nyeste pakke klar, og denne gang er det det vanvittige skydespil Really Big Sky, rollespillene Cthulhu Saves the World, Breath of Death VII og Runespell: Overture, samt strategispillet Eufloria der samlet har fået navnet "The Really Big Bundle."
Prisen er lige nu på €3.11 (eller 23,13kr), men ønsker du at udviklerne skal have lidt flere penge, eller er du blot den type person der synes at alle andre der køber pakken skal have den lidt billigere, kan du altså frit vælge at betale lidt mere. Alle spillene kan for øvrigt tilføjes din Steam-konto, og samlingen kan du finde lige her.