Det er nærmest en tradition, at Bethesdas rollespil har nogle spøjse bugs, og selvom Skyrim har været lidt bedre på det punkt end sine forgængere, er det ingen undtagelse. Nogle er blevet rettet med den seneste opdatering, der dog også har tilføjet et par nye fejl: blandt andet er resistance-effekter blevet ganske ineffektive, og drager der flyver i bakgear er også blevet et jævnligt syn.
Bethesda lover dog at have endnu en opdatering klar i næste uge, der tager sig af de to problemer. Derudover har de en rigtig god nyhed til PC-ejerne: I januar måned vil Bethesda udgive nogle de udviklingsværktøjer, de selv har brugt til at skabe spillet med.
Samtidigt vil værktøjerne være knyttet til Steam Workshop, hvilket skulle gøre det nemt at finde, gennemse og dele mods med resten af verden. Den eksisterende mod-understøttelse bliver der ikke pillet ved, så det væld af mods og mod-sider, der allerede findes til Skyrim, kan fortsætte som de plejer. Flere detaljer på Bethesda-bloggen.