Der var da nogle der håbefuldt troede, da den relativt vage trailer for Grand Theft Auto V's online-komponent løb over skærmen ved PlayStation 5-begivenheden, at dette måske betød at singleplayer-udvidelse endelig ville ankomme til Grand Theft Auto V, men det ved vi nu endegyldigt ikke er tilfældet, for det var ikke det der blev fremvist.
For nylig talte Take-Two lidt med deres investorer (via Business Wire), og her blev det bekræftet at planen er at bringe Grand Theft Auto Online som et separat spil til next-gen konsoller i 2021. Vi ved ikke præcis hvornår, udover at det bliver i "second half", og det lader desuden til at Take-Two har i sinde at tage penge for spillet i sidste ende. De nævnte nemlig, at spillet bliver gratis for PlayStation 5-ejere de første tre måneder efter lanceringen.
Det må betyde at på Xbox Series X, der vil det koste penge at købe Grand Theft Auto Online-spillet, også selvom man tidligere har ejet spillet på Xbox One.
Take-Two berørte det ikke yderligere.