De fleste kender nok til at browse ens foretrukne streamingtjeneste i en uendelighed uden at kunne finde den helt rette film eller serie. "For kedelig", "for lang", "for Adam Sandler", tænker man som en anden guldlok, inden det hele ender ud i endnu et afsnit Friends.
Nu har Netflix så snart løsning klar, da de i øjeblikket arbejder på en knap, der sætter en tilfældig film eller serie på. Det skriver Variety.
Helt tilfældigt bliver det dog ikke, hvad der popper op på skærmen. "Shuffle Play" eller "Play Something" som funktionen indtil videre kaldes, vil baseres på en algoritme, der ligesom anbefalingerne tager udgangspunkt i dine præferencer.
Funktionen vil derfor være smart at anvende, hvis du ser sammen med venner, familie eller kæreste, og bare ikke kan blive enige om, hvad I skal se. Så er det bare med at rulle med den vægtede, digitale terning, og lur mig om ikke National Treasure dukker op.