I gamle dage var det en veletableret sandhed, at for at sælge konsoller, både i starten og løbende, så skulle man præsentere forbrugeren for eksklusiver, som skabte spænding omkring hvad den nye hardware kunne præstere. Men tiderne skifter, og nu handler det også om tjenester, om funktionalitet, om unikke brugsscenarier, så betyder eksklusiver lige så meget mere?
Det er det store spørgsmål, og her går Microsoft og Sony tilsyneladende lidt anderledes til værks. Dette kan man mærke i en ny meddelelse fra en Microsoft-repræsentant ovre hos New York Times, der siger at hvorimod det ville have været dejligt hvis Halo Infinite var udkommet sammen med Xbox Series X, så mener de ikke at de har brug for lanceringseksklusiver for at sælge konsoller.
"Having Halo at our launch would have been tremendous. [But] we are not reliant on massive exclusive titles to drive console adoption. Our players will have thousands of games from four generations of Xbox available to play on launch day."
Microsoft satser i stedet på Game Pass, xCloud, bagudkompatibilitet og lignende features. Tror du at den strategi vil virke, om ikke andet indtil at også deres eksklusiver begynder at rulle?