Blizzard var engang en af spilbranchens kæledækker, men deres aktie blandt spillerne er faldet en del de seneste par år, efter de blev til Activision-Blizzard. Men nu får vi et nyt studie, der måske kan fange noget af den originale magi fra den gang Blizzard lavede unikke og originale produkter.
Det er medskaber og tidligere direktør for Blizzard Mike Morhaime, der står i spidsen for det nye spilfirma baseret i Irvine, Californien. Dreamhaven hedder firmaet, og det kommer til at administrere to separate studier: Moonshot Games og Secret Door.
"I'm excited to team up with such talented people who care deeply about games and their communities," fortæller Mike Morhaime i en pressemeddelelse. "I've always believed in the power of games to bring people together regardless of backgrounds or boundaries. With Dreamhaven, we look forward to creating and sharing new experiences with players everywhere."
De to studier er fyldt med industriveteraner, der tidligere har arbejdet på succesfulde Blizzard-projekter som StarCraft II, Heroes of the Storm, Hearthstone og Warcraft III.
Der går nok en rum tid, inden Dreamhaven afslører, hvad studierne arbejder på, men det virker bestemt som en spændende ny spiller, vi har fået på markedet.