Jamie Foxx medvirkede som skurken Electro i The Amazing Spider-Man 2, en udgave af universet der blev lagt ned efter at karakteren blev foldet ind i MCU, og at Tom Holland fik rollen. Men nu, på ganske overraskende vis, bliver universerne foldet sammen, for Foxx vender officielt tilbage som Electro i den næste MCU Spider-Man-film.
Dette blev først bekræftet af ComicBook, og sidenhen af Foxx selv i en besked på Twitter, hvor han dog slår fast at han ikke bliver blå.
"I can't wait for y'all to check this new one. And I won't be blue in this one. But a thousand percent badass!!! #swipeleft."
Om hvorvidt Andrew Garfield også bliver en del af projektet i en form for multiverse vides ikke, men om ikke andet ved vi at Electro dukker op i den kommende tredje Spider-Man-film, der ikke har noget navn.