Polske Bloober Team, kendt for deres hårrejsende gyserspil, har travlt i øjeblikket. Deres kommende projekt The Medium og næste-generationsudgaven af det glimrende Observer er begge sat til at udkomme i slutningen af 2020, men inden da, når de at få endnu et spil på markedet.
Det drejer sig om Blair Witch: Oculus Quest Edition, der ifølge den nyeste trailer med noget nær perfekt timing udkommer til Halloween.
Der er tale om en Virtual Reality-konvertering af horrorspillet fra sidste år, der lancerede til pæne anmeldelser, og udover Facebooks VR-headset kommer spillet også til andre VR-kompatible platforme.
Spillet er "expanded with new interactions", men har man allerede spillet den originale udgave, får man nok ikke noget substantielt nyt her, udover skrækken selvfølgelig nu kommer helt tæt på.
Blair Witch er baseret på The Blair Witch Project, kulthorrorfilmen fra 1999, der var med til at popularisere found-footage genren. Har du ikke VR, er spillet også tilgængeligt på Xbox Game Pass, PS4, Nintendo Switch og PC.