Techgiganten Amazon har kastet sin glubske kærlighed over spilbranchen. Udover ejerskabet af Twich og den nylige annoncering af streamingplatformen Luna, så står firmaet også bag Amazon Game Studios, der tilbage i maj lancerede den gratis tredje-persons shooter Crucible.
Sidstnævnte projekt blev dog en yderst kort fornøjelse. Spillets udviklere melder nemlig nu ud, at spillets servere snart lukker ned:
"We very much appreciate the way that our fans have rallied around our efforts, and we've loved seeing your responses to the changes we've made over the last few months, but ultimately we didn't see a healthy, sustainable future ahead of Crucible," lyder det fra udviklerne på spillets officielle hjemmeside.
Vil du nå at prøve spillet har du travlt, da serverne endeligt lukker ned allerede d. 9 november. Hvad udviklerne Relentless Studios skal foretage sig derefter, står allerede nu klart: "We'll be transitioning our team to focus on New World and other upcoming projects from Amazon Games," skriver de.
Amazons næste satsning, det ambitiøse MMORPG New World, udkommer efter planen i 2021.