Infinity Ward har meddelt, at den første DLC-pakke til Call of Duty: Modern Warfare 3 lander på Xbox 360 i løbet af januar måned. Samtidigt fortæller IW's Robert Bowling, at DLC-pakken bliver noget lidt andet, end de multiplayer-banepakker, vi er vant til fra tidligere spil i serien.
"Det vi gør med DLC i år er ikke som noget, vi har gjort tidligere", siger han blandt andet. "Ikke bare med hensyn til hvordan du kan få fat i det - om du køber dem enkeltvis eller går efter hele samlingen - men også i den type indhold, du får. Vi laver mere end bare baner. Vi laver også Spec Ops-missioner og andre ting, som spillerne ikke har set før".
Bowling fortæller også, at både Infinity Ward, Sledgehammer Games og Raven Software er involveret i DLC-udviklingen. Flere detaljer om pakkens indhold skulle komme i løbet af januar måned.
Som sagt udkommer DLC-pakken først til Xbox 360, mens PS3- og PC-folket må vente yderligere en måneds tid.