Hvis du er meget berejst, har du måske set nogle af verdens syv vidundere, som for eksempel Den Kinesiske Mur, Colosseum i Rom eller Taj Mahal. Tænker man lidt videre over det, har arbejderne bag disse vældige konstruktioner, næppe haft de bedste arbejdsvilkår - for nu at sige det pænt.
Nu har CD Projekt Red sat sig for at konstruere et af spilverdens vidundere, og her er arbejdsbetingelser (uden at drage nogle historiske paralleler) tilsyneladende heller ikke for gode. Det polske studie har tidligere indrømmet, at crunch var nødvendigt som udgivelsen nærmere sig, og nu kommer Jason Schreier fra mediet Bloomberg med flere beskyldninger.
"Look, a CDPR dev told me recently that they'd just clocked a 100-hour week. Another (former) dev just told me they saw some of their friends there and they looked "physically ill," skrev Schreier på Twitter, hvorefter hans sprogbrug blev mindre pænt.
Cyberpunk 2077 blev for nyligt udskudt til d. 10. december, selvom spillet allerede er gået guld, og de fysiske eksemplarer altså er sat i produktion. Vi må håbe, at de unavngivne kilder har brugt overdrivelser for effektens skyld, for ellers står det virkeligt slemt til.