Vi vidste allerede at Fortnite var på vej til de nye konsoller, altså Xbox Series X, Xbox Series S og PlayStation 5, men nu ved vi, takket være en pressemeddelelse fra Epic Games, at spillet lanceres på selve lanceringsdagen for de respektive platforme, og dermed drager de fordel af de ekstra hestekræfter fra start af.
Mere specifikt kan vi forvente 4K/60fps på Xbox Series, samt en mere interaktiv og dynamisk verden, hvor græs, træer og andre konstruktioner reagerer mere direkte på skud og eksplosioner. Desuden lover de mere flydende animationer, og nye vejreffekter. På Series S kan man forvente alle de samme grafiske opgraderinger, dog kører spillet i 1080p i stedet for 4K.
PlayStation 5 kører ligeledes i 4K/60fps, og har samme forbedringer, men der er også nyt til DualSense her, for Epic Games siger at de vil benytte sig af den haptiske feedback til at skabe en mere indlevelsesrig oplevelse.
Skal du spille Fortnite på de nye platforme?