Der er faktisk ikke rigtig noget nyt i at BlizzCon også har en online, digital dimension. Naturligvis samles tusindvis af fans hvert år i Anaheim, Californien til den fysiske messe, men som regel kan man betale €39.99 for en online-oplevelse der giver adgang til paneler, events, esportsbegivenheder og meget, meget mere.
Men i år, der er BlizzCon som bekendt udelukkende digital, og ydermere er den også helt og aldeles gratis. Dette er blevet afsløret via en video på Youtube, hvor præsident J. Allen Brack siger at de ønsker at være inklusive i en svær tid.
Messen løber ikke af stablen som planlagt her i efteråret, men sker i stedet d. 19-20 februar næste år. Vi krydser fingre for at se mere til blandt andet Overwatch 2 og Diablo IV.