Microsoft har haft stort fokus på bagudkompatibilitet i lang tid, og det kan mærkes på Xbox Series X og Xbox Series S, der ikke bare understøtter alle Xbox One-spil, men også mange Xbox 360- og originale Xbox-spil. Og i mange af disse spil, så fungerer de desuden bedre, og indlæses langt hurtigere også.
Som du sikkert ved bruger PlayStation 5 også sine ekstra hestekræfter på at forbedre ældre spil, der kører på den nyere hardware. Men Gamespot har nu stilt de to konsoller overfor hinanden, og har sammenlignet hvordan de indlæser forskellige titler.
Mere specifikt har de målt indlæsningstider på tværs af fem spil, nemlig Destiny 2, Batman: Arkham Knight, Final Fantasy XV, Monster Hunter: World og Red Dead Redemption 2, og alle spillene blev indlæst hurtigere på Xbox Series X.
I nogle tilfælde er forskellen ret lille, men eksempelvis i Destiny tager det 50.14 sekunder at komme fra hovedmenuen til den såkaldte Character Selection-menu på PS5, men på Xbox Series X tager dette bare 34.26 sekunder.