Vi er desværre ikke begunstiget med lige så præcise salgstal i spilbranchen som i filmindustrien, hvorfor vi ofte må lade os nøjes med estimater eller udgivernes egne tal.
Heldigvis udgives der ugentligt en salgsliste over de mest solgte fysiske spil i Storbritannien, som man i hvert fald kan bruge som en indikator, om hvilke spil der trender.
Og det ser ikke alt for godt ud for Cyberpunk 2077, der på trods af imponerende globale salg, er droppet fra en tredje- til en ottendeplads på listen, der dækker d. 19-26 december. Nummer 1 er igen, igen FIFA 21, der efter at have droppet til fjerdepladsen, kom stærkt igen op til Boxing Day, der er noget nær den største fodbolddag på de britiske øer.
CD Project Red kan dog stadig glæde sig over, at Cyberpunk 2077 blev 2020s næstestørste fysiske lancering i Storbritannien efter - FIFA 21, selvfølgelig.