Den amerikanske udgiver Devolver Digital er kendt for at udgive en række interessante og unikke indietitler - ofte af ret høj kvalitet. Udgiveren har allerede annonceret fem titler for 2021, her i blandt Shadow Warrior 3, men tilsyneladende kan vi godt forvente mindst dobbelt så mange titler.
På deres ret morsomme Twitter-side spørger de nu brugerne, hvilke af deres fem endnu-ikke annoncerede-titler for 2021, de ser mest frem til, og det har kastet en række kreative forslag af sig.
I betragtning af, at firmaet med hovedsæde i Texas har udgivet mellem 10-15 titler de sidste mange år, så er der altså intet, der tyder på, at de sænker farten.
Blandt Devolvers mest succesfulde udgivelser finder vi Fall Guys: Ultimate Knockout, Hotline Miami og The Talos Principle.