En million solgte konsoller i verdens folkerigeste land lyder måske ikke af meget. Men faktisk har Nintendo Switch været en stor succes på det kinesiske marked, siden Nintendo i samarbejde med Tencent lancerede konsollen i december 2019.
De en millioner solgte konsoller udgør mere end Xbox One og PS4's samlede salg i samme periode, fortæller analytiker for Niko Partners Daniel Ahmad til Reuters.
At konsollerne ikke har solgt mere skyldes blandt andet, at man først tillod salget af spillekonsoller på det kinesiske marked tilbage i 2014 efter et årelangt forbud. Derfor er langt de fleste spillere at finde på PC eller mobile enheder.
"China is important to Nintendo because the country does not yet have a console culture in the same way that the U.S. or Japan does, which represents a growth opportunity for the company," fortæller Daniel Ahmad til pressebureaet.
Den kinesiske Nintendo Switch er låst og har indtil videre kun 13 godkendte spil til salg heriblandt Super Mario Odyssey og Mario Kart 8: Deluxe, men mon ikke Nintendo og Tencent arbejder på at få flere af de store titler godkendt.