Der er efterhånden en del, der kalder sig selv for insidere, men de færreste har en tilpas klar krystalkugle til rent faktisk at ramme præcist med deres forudsigelser. En af dem, der dog rent faktisk plejer at være pålidelig, er Resetera-brugeren Navtra, der afslørede en stor del af Sonys PlayStation 5 overraskelser sidste år.
Han/hende virker også til at vide en del om Square Enix og foregreb sidste års Spider-Man som eksklusiv karakter i PlayStation-versionen af Marvel's Avengers samt annonceringen af Final Fantasy XVI. Nu har Navtra endnu engang været ved tasterne på Resetera, hvor han har skrevet følgende:
"Square announcements are piling up. We're getting XIV's next expansion's reveal next month and VIIR PS5 & Life is Strange 3 should be soon after."
Information om Final Fantasy VII: Remake til PlayStation 5 og måske også andre platforme er selvfølgelig ventet, men Life is Strange 3 har vi ikke tidligere hørt noget om. Lad os krydse fingre denne gang, da særligt det originale Life is Strange var et interessant spil.