Vi har vidst i lang tid efterhånden, at DICE er i fuld gang med det næste store Battlefield-spil, som vi for nu kalder Battlefield 6. Der er dog ikke blevet afsløret nogen konkrete detaljer om selve spillet endnu, men det lader ikke til at vi skal vente meget længere før det bliver tilfældet.
Under EA's seneste investormøde (via PCGamer) har CEO Andrew Wilson slået fast, at vi kommer til at se en formel afsløring af spillet her i løbet af foråret.
Mere specifikt slår han fast at spillet vil blive lanceret "sometime this holiday season", og at selve afsløringen vil ske "in the months ahead."
Rygter har tidligere peget på at spillet vil være et slags reboot af seriens generelle principper, og at der bliver taget inspiration fra blandt andet Battlefield 3.