Det er ikke lang tid siden vi her på siden kunne fortælle hvordan det kommende Twisted Metal til PlayStation 3 havde fået en udgivelsesdato, og måske netop fordi denne nu er på plads, har David Jaffe besluttet sig for i videoblog form at åbne lidt op omkring hele tankegangen bag spillet og fremtidsplanerne for det.
I videoen fortæller Jaffe blandt andet at der vil være et patch klar allerede fra dag et som vil fikse et par balanceproblemer og andre småting, samt at han og resten af holdet kun har tænkt sig at røre serien igen hvis der senere viser sig at være store fejl i koden eller det bliver så populært at der er potentiale for en efterfølger eller udvidelse.
Han fortæller også at de hos Eat Sleep Play lige nu arbejder på at gøre en demo færdig, således at alle kan få lov til at prøve det kommende spil helt gratis - desværre bliver det dog ikke til en dato for denne.
David Jaffe er en af spilbranchens mest udtalte og ærlige personligheder, så hvis du lige har en halv times fritid i programmet kan det anbefales at se videobloggen.