Uventet Epic Games Store Showcase kommer i denne uge

Tekst: Martin Lindgaard Svane
Publiceret 2021-02-09

For lidt over to år siden lancerede Epic Games deres nye launcher/store, Epic Games Store, og tog gaming-verdenen med storm. Ikke nok med at Epic Games Store blev hjem for store spil som Fortnite, så var der også stor kontrovers omkring Epic Games stunt: at købe eksklusive rettigheder til 'third party' spil til deres launcher, noget som aldrig var blevet gjort før, men som nu højst sandsynligt ikke kommer til at stoppe.

Udover strategien om eksklusive 'third party', så har Epic Games også igennem deres Store givet en hel del gratis titler væk, og Epic Games CEO Tim Sweeney udtalte sig engang om, at kombinationen af eksklusive titler og gratis indhold var en nøgle strategi for at bane vej igennem markedet og slå Steam af pinden som regerende spil-launcher og distributør for PC.

I et tweet i denne uge har Epic Games Store udtalt, at de kommer til Twitch, og promoverer dette med en stor forårsfremvisning med 'new announcements, gameplay, developer insights and more'

Epic Games nævner ikke specifikt hvad de har tænkt sig at vise frem ved denne uventede Spring Showcase, men baseret på deres tidligere kommentar om 'flere eksklusiver end nogensinde før i løbet af de næste to år', så er jeg sikker på at der kommer til at være stort fokus på eksklusivitet i deres fremvisning.

The Epic Games Store Spring Showcase bliver live-streamet denne torsdag d. 11 februar klokken 20:00, og et udsalg af et væld af titler bliver med det samme tilgængeligt til fremvisningen.

Ser du frem til Epic Games fremvisning, og er der noget du håber på bliver vist?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage