PS5 downloader angiveligt de forkerte spil

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2021-02-17

I løbet af de sidste par dage har adskillige Gamereactor-redaktører lagt mærke til en mærkværdig teknisk fejl i PlayStation 5-konsollens software, altså opdatering 20.02-02.50.0. Det lader til at konsollen har en tendens til at downloade forkerte spil.

Både vores portugiske og spanske redaktører kunne først fortælle om fejlen i forhold til at downloade FIFA 21 fra ens eget spilbibliotek, hvor konsollen i stedet downloadede Nioh: Complete Edition Remastered. Dette skete kun i et forsøg på at downloade den specifikke PS5-version af spillet, og ikke PS4-versionen.

Den eneste måde dette kunne fikses på var ved et smut til PlayStation Store, hvor det specifikke produktopslag for FIFA 21's PS5-version ledte til et korrekt download. Ikke bare det, Werewolf: The Apocalypse - Earthblood forsvandt fra adskillige redaktørers bibliotek, og Days Gone viste sig som DLC i stedet.

Det lader til at være et overfladisk problem, hvor stierne fra links til egentlige download-kommandoer er blevet blandet sammen. Sony har ikke kommenteret på fejlen, men vi har orienteret dem om det vi har oplevet.

Se det som en lille servicemeddelelse.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage