Nintendo forventer underskud

Salgstal og regnskab lagt frem
Tekst: Rasmus Lund-Hansen
Publiceret 2012-01-26

Nintendo har tidligt i morges fremlagt deres seneste kvartalsregnskab, og har ved samme lejlighed nedjusteret deres forventninger til resultatet for hele regnskabsåret, der slutter den 31. marts.

Regnskabet viser, at Nintendo er kommet ud af perioden marts-december 2011 med et salg på 556.116 millioner yen (cirka 40 milliarder kroner), og et underskud på 48.351 millioner yen (cirka 3 milliarder kroner).

Derfor forventer Nintendo nu et underskud på 65.000 millioner yen (cirka 4,7 milliarder kroner) når regnskabsåret er omme. Årsagerne er den stærke yen og et lavere salg af hardware end forventet.

Kvartalsregnskaber er også lig med salgstal, og Nintendo kan fortælle, at der nu er solgt 15 millioner 3DS'ere på verdensplan. Wii har rundet 94,97 millioner solgte maskiner, mens de forskellige Nintendo DS-modeller nu samlet er nået op på 151 millioner solgte maskiner.

Både Super Mario 3D Land og Super Mario Kart 7 har solgt over en million eksemplarer, og Nintendo skriver, at The Legend of Zelda: Skyward Sword også har solgt godt, især i USA, men nævner ikke nogen konkrete tal.

Mere info hos Andriasang og Nintendos resume af regnskabet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage