Kojima Productions afslører muligvis deres næste spil snart

Tekst: Martin Lindgaard Svane
Publiceret 2021-03-29

Hideo Kojima's studie Kojima Productions udgav i 2019 sit debut-spil, Death Stranding, og det var det første skridt for Kojima's hold og hans tid som selvstændig udvikler. Det var samtidig også Kojima's første ikke-Metal Gear titel i rigtig lang tid, og heldigvis var Death Stranding's udgivelse en succes - på trods af blandede anmeldelser, men det er jo Kojima, så hvad forventer I?

Kort tid efter begyndte studiet, at arbejde på deres næste projekt, og i et interview med YouTube kanalen Al Hub (spottet takket være VGC) fortalte Kojima Productions' art director Yoji Shinkawa for nyligt, at de kommer til at annoncere noget 'meget snart'.

Hvad de annoncerer vides ikke med sikkerhed, om det er en efterfølger til Death Stranding eller en helt ny IP, hvem ved? Men Kojima har længe vist interesse i at skabe et gyserspil efter Silent Hills-projektet blev afbrudt, og det kunne være meget interessant at se hvordan sådan et spil ville se ud efter Kojima's hoved.

Vi skal forhåbentlig ikke vente alt for længe, og vil selvfølgelig holde jer opdateret lige her på Gamereactor siden!

Hvad ønsker I af Kojima's forskruede og geniale hoved, som det næste projekt?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage