Selvom danske Nordisk Film endnu ikke har direkte købt studier helt og holdent, så har de, via deres Nordisk Games label, købt relativt store anparter i nogle af de mest kendte studier i branchen. Eksempelvis købte de 40% af MercurySteam for ikke alt for lang tid siden, og nu har de investeret i et nyt studie.
Via en pressemeddelelse sendt til Gamereactor har Nordisk Film afsløret, at de har købt 30.7% af Supermassive Games, studiet bag Until Dawn og The Dark Pictures-antologien.
"Computerspiludvikling er en vigtig komponent i Nordisk Films strategi og transformation til moderne og globalt orienteret underholdningsvirksomhed. Det er verdens største underholdningskategori og repræsenterer en moderne storytelling, som passer perfekt til os, og hvor vi allerede har set en høj vækst, som vil fortsætte. Vi er nu begyndt at udvide vores fokus fra Norden til hele Europa, og jeg er meget tilfreds med, at vi kan indlede et partnerskab med Supermassive Games, som er blandt de bedste inden for narrative spil," siger Allan Mathson Hansen, koncerndirektør, Nordisk Film.
Det vides ikke hvor meget Nordisk Film har betalt, men de kan nu tilføje Supermassive til deres katalog, som i forvejen består af Star Stable Entertainment, MercurySteam, Raw Fury, Nitro Games, RETO MOTO, Flashbulb Games og Multiverse.