Det kan godt være at det snart er et år siden, at den remasterede version af Volitions bombastiske og kaotiske åbne verden titel, Saints Row: The Third Remastered udkom, men på PC har titlen været Epic Games Store eksklusiv indtil videre. Hvis du har ventet på at spillet ramte Steam, så skal du snart ikke vente længere.
Det er nemlig blevet bekræftet igennem spillets officielle Twitter konto, at Saints Row: The Third Remastered udgives på Steam snart. Og med snart er der altså kun få uger til, da spillet rammer d. 22 maj til Valves digitale platform. Præcis ét år efter den tidligere udgivelse på Epic Games Store, da eksklusivitets aftalen er slut nu med Epic Games.
Hvad fremtiden bringer for Saints Row er stadig lidt uklart, selvom udgiveren THQ Nordic i 2019 bekræftede at Saints Row 5 er i støbeskeen hos Volition, men vi har ikke hørt mere siden da. Nu må vi håbe på lidt mere information, da E3 er lige for døren i næste måned og vi krydser fingre for nyt Saints Row info.
Saints Row: The Third Remastered er tilgængelig på PS4, Xbox One og PC.