Så er det med at finde de stramme bukser og svedbåndende frem, for nu kommer der snart endnu et træningsspil til Nintendo Switch.
Det drejer sig om Family Trainer, der udkom sidste år i Japan, og nu også kommer til Europa d. 3. september.
Spillet har 15 forskellige aktiviteter, og der er mulighed for multiplayer. Du kan også lave dit eget træningsprogram, men du bør nok ikke forvente at komme til at ligne The Rock, da spillet mest af alt ligner en samling farverige minispil, og altså ikke et træningsværktøj.
Family Trainer stammer tilbage fra Wii-tiden, hvilket var den gyldne æra for fitness-tematiserede spil.