Gårsdagens Sonic-stream, der skulle fejre pindsvinets jubilæum, blev ikke ligefrem et brag af en 30-års fødselsdag. Der blev mest snakket Netflix-serier og merchandise, samt remasters af ældre spil, og konkret information var der ikke meget af.
Ja, ud fra det lave tempo, og det store fokus på tidligere bedrifter, skulle man næsten tro, at Sonic fyldte 60 og begyndte at overveje efterløn.
Men nej, Sonic går ikke på pension, og lige da præsentationen var ved at slutte af, fik vi alligevel lidt nyt at se frem til. Her viste Sonic Team en kort teaser for deres næste store Sonic-projekt, uden dog at fortælle andet, end at spillet udkommer i 2022.
Sega virker til at være kommet i bedre form på det seneste, så vi håber at se mere til spillet til E3 om ikke så længe.