Sonic Team's næste spil hedder tilsyneladende Sonic Rangers

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-05-31

Sidste uges store Sonic-præsentation blev rundet af med en lille teaser for et helt nyt Sonic-spil, der udkommer i 2022 til Nintendo Switch, Xbox, PlayStation og PC. Udover denne information, var det dog meget sparsomt med detaljer om projektet, som vi ikke engang fik navnet på.

Men måske er Sega alligevel kommet til at afsløre spillets titel. Eurogamer skriver, at de har fået en pressemeddelelse fra Sega, der referer til spillet som Sonic Rangers. Her er det afslørende afsnit:

"Announcing new console experiences, Sonic Colors: Ultimate and Sonic Rangers, further details on Netflix's Sonic Prime, mobile news, musical events and much more!"

Eurogamer fik efterfølgende fortalt, at der var tale om en fejl i den originale pressemeddelelse, men vores spanske og tyske kollegaer på Gamereactor bekræfter, at også pressemeddelelser på deres respektive sprog indeholdt referencer til Sonic Rangers, så den burde være god nok.

Sonic-præsentationen var i det hele taget noget undervældende, med mindre man elsker remasters og genudgivelser af 20-år gamle spil, så det kan godt undre, at Sega er så hemmelighedsfulde omkring deres klart mest spændende projekt.

Måske vi får mere at vide til E3, hvor Sega er et af hovednavnene?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage