EA sender Mass Effect 3 til vejrs

"Mod det uendelige univers!"
Tekst: Jonas Damholt
Publiceret 2012-02-17

Som en del af markedsføringen af Mass Effect 3 har EA planlagt en noget anderledes gimmick for at skabe yderligere hype omkring det allerede ekstremt hypede spil.

Ifølge USA Today vil nogle få heldige asener allerede i næste uge få muligheden for at spille det stort anlagte rumeventyr, når EA sender flere eksemplarer af spillet på en tur mod universet spændt fast til nogle vejrballoner, som vil blive sendt op fra New York, San Francisco, Las Vegas, Berlin, London og Paris.

De når dog ikke hele vejen ud til rummet, så på et tidspunkt kommer de ned igen, hvilket er hvor det bliver spændende. Hvert spil vil have en såkaldt GPS-tracking device med på turen, som man kan tracke via www.masseffect.com for at finde en kopi af spillet, som man så vil kunne spille omkring en uge før, spillet ellers rammer butikkerne.

Uden at være de store meteorologer tør vi dog godt love, at der skal en god portion held til, hvis eksempelvis en ballon fra Berlin skulle nå ind over den danske grænse. Men vi har da lov at håbe.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage