Netflix afslører nye serier og film til Summer Game Fest

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-06-03

Netflix har godt luret, at gaming er en lukrativ branche. Rygterne går på, at streaminggiganten selv forsøger at starte en spilafdeling op, og i forvejen har man en række populære serier tilgængelige baseret på spil.

Nu tyder meget på, at et par nye spil tager springet til film- og serieverden.

Den 11. juni. kl. 18:00 dansk tid finder præsentationen @NetflixGeeked Week: Gaming sted, der er en del af Summer Game Fest. Det afslører festivalens arrangør Geoff Keighley på Twitter.

Keighley kommer selv til at medvirke i præsentationen, der vil "debut shows and films based on your favorite games!"

Netflix The Witcher-serie er teknisk set ikke baseret på et spil, da deres licens er til Andrej Sapkowskis originale bøger. Alligevel er det nok et godt bud på en af de serier, der kan blive vist til præsentationen. Netflix har også produktioner i gang på store spilserier som Assassin's Creed, Resident Evil og Cyberpunk 2077, så der kan potentielt set blive afsløret nogle rigtigt spændende ting af både den animerende og traditionelle slags.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage