Ubisoft afslører planerne for deres Ubisoft Forward

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-06-04

Er du fan af Assassin's Creed, Rainbow Six og Far Cry, så bør du sætte kryds i kalenderen d. 12. juni. kl. 21. Her holder Ubisoft deres E3-konference, der ligesom deres normale online-præsentationer går under navnet Ubisoft Forward.

Øverst på programmet står afsløringen af det spil, der førhen gik under navnet Rainbow Six: Quarantine. Det kommende Rainbox Six-spil bliver et co-op spil, men meget mere ved vi altså ikke på nuværende tidspunkt.

Ubisoft lover også, at vi kommer til at se mere til Far Cry 6 og Riders Republic, men der skal altså mere til for at imponere under E3, så forhåbentlig har de også et par kaniner i hatten.

Ellers vil Ubisoft også præsentere nyt om TV-serien Mythic Quest og den kommende film Werewolves Within, ligesom de vil snakke om nyt indhold til Assassin's Creed Valhalla og Rainbow Six: Siege. Det er i øvrigt værd at bemærke, at Assassin's Creed Valhalla nu beskrives som en "live title" af Ubisoft.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage