I et interview med Axios talte chefen for Sony Interactive Entertainment, Jim Ryan, om PS5's lancering indtil videre. Der blev dog også tid til kort at komme ind på en af sidste års helt store kontroverser, Cyberpunk 2077.
Det ambitiøse spil blev fjernet fra den digitale PS Store - officielt grundet dets tekniske tilstand - oven på den tumultariske lancering tilbage i december.
"This was a tough decision for us to make, but ultimately, we had to act in the interests of the PlayStation Community, and not knowingly sell a game that might result in a bad experience for them," forklarer Ryan.
Citatet er helt i tråd med, hvad Sony i sin tid meldte ud, om end det selvfølgelig langt fra er nogen fyldestgørende forklaring. Det er også lidt ærgerligt, at han ikke kommenterer på, hvorfor spillet stadig ikke er tilgængeligt på PS Store her et halvt år senere, hvor den tekniske tilstand trods alt ikke er meget værre end et gennemsnitligt Bethesda-spil.
CD Project Red-chefen Adam Kiciński udtalte for nyligt over for sine investorer, at spillets skæbne på PS Store, var ude af deres hænder. Han fortalte dog også, at man løbende var i dialog med Sony.
Cyberpunk 2077 har hele tiden været tilgængeligt digitalt på PC, Xbox og Stadia.