EA og Crytek arbejder tilsyneladende på et nyt spil i fællesskab. Det må i hvert fald være konklusionen ud fra et jobopslag, som blandt andet PSU har spottet.
Her søger EA en videoklipper, der skal arbejde tæt sammen med folk fra både EA Partners og Crytek omkring markedsføring og videosekvenser til et kommende spil.
Det kommende EA/Crytek-spil er endnu ikke annonceret, men de to selskaber har tidligere arbejdet sammen om Crysis-serien, så det er nærliggende at tro, at der er tale om Crysis 3.
Crytek har mange jern i ilden for tiden, med blandt andet Kinect-spillet Ryse, Homefront 2 i samarbejde med THQ og gratisspillet Warface.