Sagaen om Cyberpunk 2077's udgivelse og det efterfølgende forløb er næsten mere interessant end spillet selv. Et af de helt store dramaer har været mellem Sony og udvikleren CD Project Red.
Efter at PS4-versionen af spillet indledningsvist var næsten uspillelig, og selv efter de værste fejl var fjernet, stadig havde utallige problemer, valgte Sony at fjerne spillet fra PlayStation Store tilbage i december. Det betød at PlayStation-spillere måtte have fat i et fysisk eksemplar af spillet, hvis de ville drage på eventyr i Night City.
Nu er spillet så endelig tilbage på PlayStation Store, men ganske ekstraordinært for en butiksside anbefaler Sony ikke, at du køber spillet - i hvert fald så længe du blot spiller på en normal PS4.
"VIGTIG MEDDELELSE: Brugerne oplever fortsat problemer med ydelsen i dette spil. Køb til brug på PS4-systemer anbefales ikke. Du får den bedste Cyberpunk-oplevelse på PlayStation ved at spille på PS4 Pro- og PS5-systemer", står der på spillets butiksside.
For blot to uger siden udtalte chefen for Sony Interactive Entertainment, Jim Ryan, følgende om spillets fjernelse: "This was a tough decision for us to make, but ultimately, we had to act in the interests of the PlayStation Community, and not knowingly sell a game that might result in a bad experience for them."
CD Project Red arbejder stadig løbende på at forbedre og fikse spillet. Den seneste opdatering, version 1.23, udkom i sidste uge.