Open world-spillet Gotham Knights blev tidligere på året skubbet til 2022, men det forhindrer tilsyneladende ikke udvikleren Warner Bros Montreal i at tænke langsigtet.
Ifølge PCGamesN søger studiet, der også er kendt for Batman: Arkham Origins, i øjeblikket medarbejdere til en ny stor titel.
Det mest interessante af studiets jobopslag, er for en ny Senior Gameplay/Animation Programmer, der kommer til at arbejde på "a new IP, AAA title." Et andet jobopslag søger en ny programmør, der kommer til at arbejde på et "third-person open world action game," der både kan være Gotham Knights eller det endnu ikke-annoncerede projekt.
WB Montreal arbejder næsten udelukkende med DC-spil, og at der er tale om en ny IP, betyder nok bare, at det ikke er endnu et Batman-spil.
Warner Media blev for nyligt købt af Discovery i en gigantisk handel. Det vides endnu ikke præcist hvilken betydning det for for deres spilafdelinger, der dog sandsynligvis vil fungere nogenlunde som hidtil.