Du kan nu prøve en åben beta af eFootball PES 2022

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-06-24

Det er nok gået de færreste forbi, at fodboldfeberen i øjeblikket raser over hele verden med fuld gang i både Copa America 2021 og ikke mindst det forsinkede Europamesterskab 2020, der blandt andet afvikles i København.

Derfor virker det også som særdeles god timing, at Konami allerede nu giver os et lille smugkig på det kommende eFootball: PES 2022. Fra i dag af kan du downloade af betaversion af spillet, som Konami indtil videre kalder New Football Game.

Spillet lader dig teste onlinefunktionerne af det nye fodboldspil, og der kan spilles på tværs af generationerne på Xbox Series X og Xbox One, ligesom at PS5-spillere også kan matches op med rivaler på PS4. Som en ekstra bonus behøver man hverken PS Plus eller Xbox Live Gold for at kunne spille med.

PES-serien har i mange år kørt i Konamis egen Fox Engine, som vi også kender fra Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, men nu skifter spillet platform til Unreal Engine.

For at spille New Football Game skal du blot downloade spillet på din respektive konsols butiksside. Onlinetesten løber frem til den 8. juli, og Konami går også opmærksom på, at spillet stadig er under udvikling, og derfor kan du støde på "unexpected errors, such as crashes."

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage