Da Google sagde farvel til samtlige af deres førstepartsudviklere, var en af de medarbejdere, der fik sparket, Jade Raymond (kendt fra Assassin's Creed og Watch Dogs). Den rutinerede spiludvikler kom dog ikke til at gå arbejdsløs længe, da hun kort efter skabte sit eget studie Haven Entertainment Studios med base i Montreal.
Dengang kom det frem, at studiets første titel, ville være PlayStation-eksklusivt, da Sony finansierede udviklingen, og nu fremgår det også, at spillet sandsynligvis vil have et multiplayer-fokus.
En række jobopslag fra studiet på LinkedIn indeholder alle referencer til multiplayer, og dykker man lidt dybere, kunne det også tyde på live service-elementer. Ansøgere til stillingen som Senior Software Engineer skal i hvert fald have erfaring med dette element.
Haven leder også efter en Online Software Engineer, der har været "involved in designing and implementing systems that can scale with large populations of players and be easily maintained in the long run".
Udvikleren har meldt, ud at der nok går et par år, inden deres projekt offentliggøres, men nu har vi da en ide om, hvad vi kan se frem til.
Sony satser i stigende grad på live service- og multiplayer-spil, og selvom der ikke er tale om en decideret førstepartstitel, så passer Jade Raymonds kommende spil tilsyneladende glimrende ind i den nye strategi.