Da Microsoft for et par år siden for alvor begyndte at styrke Xbox Game Studios med en række studieopkøb, begyndte mange at spekulere i, om Sony ville komme med et modsvar. En af de mest populære teorier var, at den japanske platformholder overvejede at købe Housemarque, der senest har udgivet Returnal.
Og det er netop, hvad Sony har gjort. Ovre på PlayStation Blog byder Sony officielt den finske udvikler velkommen til PlayStation Studios, efter at en handelen nu er faldet på plads.
Det er ikke det mest overraskende opkøb, da studiet primært har udgivet spil til Sonys konsoller, siden Super Stardust HD udkom til PS3 tilbage i 2007. Studiets seneste spil, Returnal, udkom eksklusivt til PS5, og dets succes har nok heller ikke ligefrem været en hindring for forhandlingerne.
"We are so excited to finally join the PlayStation Studios family!" fortæller Ilari Kuittinen, medstifter af Housemarque. "This gives our studio a clear future and a stable opportunity to continue delivering on gameplay centric approaches, while still experimenting with new methods of narrative delivery and pushing the boundaries of this modern artform. Locally here in Helsinki, this also means that we will officially expand the PlayStation family to a growing industry hub and secure the legacy of the oldest game studio in Finland."
Opkøbet kommer næppe til at blive en gamechanger i konsolkapløbet, da Housemarque sidst udgav et spil til Xbox i 2012, hvor de var medudvikler på Angry Birds Trilogy. Men med Returnal trådte de for alvor i karakter som AAA-udvikler, og det bliver nu ekstra spændende at følge dem på deres fremtidige færd med Sonys ressourcer i ryggen.